Bork Havn Musikfestival
1. august - 4. august
Festivalen starter om 0 dage
Køb billet nu!

Festivalens formand stopper efter 18 år

mandag d. 07. august 2017

 

Festivalens formand igennem 18 år, har valgt at trække sig, og vil nu bruge kræfterne på andre ting.

 

Du forlader formandsposten efter 18 år, hvorfor lige nu?  

“Trains don't run forever, Fire goes out sometime” J. J. Cale.  Hvis man vil have formandstrøjen på, så skal man også op og trække foran i feltet. Det har jeg ikke gnisten til længere, “The Thrill Is Gone.”  BB King. 

 

Når du stopper som festivalformand efter dette års arrangement, hvad skal du så bruge din fritid på?  

Den her tjans som formand er jo en fritidsaktivitet. Til hverdag underviser jeg 10. klasser på Handelsskolen og Erhvervsuddannelsen, så min tid har været booket godt op.  

Nu får jeg jo tid til ting og aktiviteter, som jeg før har tilsidesat. Min kajak er støvet, der er ikke meget tempo på min racercykel længere, og handyværktøjet er rustet - der bliver nok at tage sig til  :-) 

 

Hvad skal man som formand kunne, og hvad er det vigtigste?  


” I did it my way”, om det var godt nok, må andre måle.  

For mig har det vigtigste været at få trådene til at hænge sammen. Der er mange forskellige arbejdsområder, og her er det, at jeg og ledelsen helst skal få tingene til at gå op i en højere enhed til alles tilfredshed. 

De frivillige skal tage ejerskab i festivalen og synes, at det er sjovt at være med. Man tager 1200 frivillige - tilsætter struktur, tillid, ansvar og respekt - og krydser finger for at lykkes. 

Publikum skal komme til en festival, hvor de kan føle sig trygge og blive underholdt af god musik i skønne omgivelser - og så skal det være økonomisk rentabelt, så der er penge til udvikling og overskud til klubberne.  

 

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?   

”De eneste der ikke laver fejl, er dem, der ikke laver noget” 
 
Der er måske bands, der aldrig skulle have spillet i Bork. Der er måske en kutter, der skulle være blevet på havet osv – og jeg kunne da godt have ønsket, at vi var kommet længere med sponsor- og firmaaftalerne.  

Efter mange års forhandlinger med kommunen, er der nu kommet lidt skred i tingene, og det er dejligt. 

Vi har gjort det så godt, vi kunne. Der er så meget, der er lettere at se i bagklogskabens ulideligt klare lys. 

 

Hvad er du mest stolt af?   


At vi flyttede. Flytningen var ud over en fysik placering også springbrættet til, at vi fik struktureret og trimmet vores festivalorganisation. Vi har en festival med musik for alle - men vi er også en festival, der følger med tiden. 

Festivalen har udviklet sig meget siden tiden på havnen. Musikernes krav til scene og strøm, myndighedernes krav om dokumentation om sikkerhed, gæsternes forventninger til musik og komfort, de frivilliges forventninger til ordnede arbejdsforhold osv. Der er nok at holde styr på.  

 

Kunne du se dig selv i en anden rolle i forbindelse med festivalen? 

  
Så vil jeg sidde på en bænk og dele rødvin og memoirer med andre gamle i solen…  Jeg har mange venner, der arbejder med Bork Havn Musikfestival - så mon ikke jeg bliver at finde på pladsen mange år frem  :-)

Elmar -Haahr -Hansen

 

20617220_10155623102569187_4725295613110563106_o

Sponsorer
Find os på
FaceBook
Seneste tweets fra
Twitter
x

Tilmeld dig

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.